Hjemme igen

Jeg har lige været på besøg hos min kære fader, det var da ganske hyggeligt. Men jeg bliver altid så nervøs i hans selvsskab, hvad skal man gøre? Hvad skal man sige? Sagde jeg det rigtige? Hvad tænker han mon om mig?
Og så hans rengørings flip! Hvad er der lige med det? Der skal være konstant rent 24 7, det er altså ikke menneskeligt muligt! Ikke når man som pige taber et hår eller to engang imellem, og så er han der bare straks, som en grib over et ådsel, kredser omkring det, og kigger skyldbetonet på en, "hvad er det var?", ja det er et fucking hår på dit fucking gulv, og ja fucking undskyld, for fuck sake!
Jeg har heldigvis ikke sort hår, som min søster, så det var ikke så slemt for mig. Men gude nåde og trøste en hvis man roder eller bringer uordenen indtil hans hverdag!
Nu skal det ikke forståes sådan, at jeg ikke holder af ham, for det gør jeg. Irriterende eller ikke irriterende, så er han min far, og det er det der betyder noget.
Jeg havde min første egentlig krise med min søster i de dage der over, en krise som faktisk nok mere end noget andet skyldtes en misforståelse imellem hende og jeg. Well jeg har været en smule led imod hendes kæreste, af årsager, som jeg ikke orker at skrive om her, men jeg besluttede mig for, fordi Stinne blev sur over det, at jeg ville give ham en chance og sige undskyld for min opførsel overfor ham, alle mennesker fortjener en chance til, og det synes jeg også han skulle have, mest for Stinnes skyld. Jeg tænkte også, at jeg heller ikke kunne tillade mig at dømme en person jeg ikke kendte, hvilket jeg selvfølgelig stadigvæk mener.
Så jeg skrev til ham, skrev en sms hvor der stod undskyld, og at jeg godt kunne tænke mig at lære ham bedre at kende, ligesom starte på en frisk, for Stinnes skyld.
Men jeg lavede en fejl, og det erkender jeg gerne. Jeg blev sur på hende, fordi hun straks troede, at jeg ville skrive alt muligt ondt til ham, så jeg holdt indholdet af den sms hemmelig for hende. Når jeg siger hemmelig, mener jeg, at jeg ikke gad fortælle hende det, men gav ham lov til det.
Det der er i denne sag er, at Stinne ikke vil have, at jeg snakker med ham, fordi hun gerne lige vil finde helt ud af om der er noget imellem de to først. De har kun været i en månede så det er jo fair nok.
Dog er der en lille bitte del af mig der føler, at hun ikke stoler på mig. Jeg må ikke lære ham at kende, men tilgengæld skal jeg, om et stykke tid spille arena i world of warcraft med hende og hendes kæreste, arena må jeg godt spille med ham, men jeg må ikke snakke med ham.
For mig er det tilliden der svigter, hvilket gør forfærdeligt ondt på mig faktisk.
Men fordi jeg elsker hende accepterer jeg det, venskabet med hendes kæreste er jo heller ikke så vigtigt, det er ikke noget jeg føler jeg har tabt eller noget jeg vil ligge søvnløs i mange nætter fremover. Det er den manglende tillid, det bliver ved at kravle rundt i mit hoved, det er den der giver mig problemer. Så kan vi smile og le og have det nok så hyggeligt, jeg elsker hende jo, men jeg bliver ved med at tænke på det.
Vi er jo ikke uvenner eller noget nu, ikke nu i hvert fald, vores skænderi rensede luften imellem os. Men der er bare stadigvæk noget.

Det var hyggeligt at komme hjem, det er rart med sit eget værelse og sin egen computer. Jeg har savnet det. Det var også rart at se mor igen, min egen tossede mor. Hun forbereder en, hvad der lyder til, at bliver en rigtig stor middag til nytår, det bliver spændende at se og smage for den sags skyld.

"ude er godt, men hjemme er bedst" --> damn hvor det passer ;)