Rotten!

her er en stil jeg lige har skrevet idag:
Rotten
”Rotten” er en novelle skrevet af forfatteren Poul Ørum i 1961. Poul Ørum skrev flest romaner, men han skrev også enkelte novellesamlinger, heraf bl.a. ”I vandens dyb”, som Rotten er en del af.

Historien foregår på en gårdsplads af en art, ”Købmandens halvgamle tjenestepige med de blege, ligesom nedslidte ansigtstræk og røde skurekonehænder, står ude i gården og skrubber trappesten. ” Det, at der er flere personer der deler en gårdsplads indikerer, at det har været inde i byen. Hvor man tit boede i lejlighedskomplekser der lå rundt omkring en slags gårdsplads, man så var flere om at dele.
Der opstræder 2 personer i novellen; en jeg-fortæller og Martha. Jeg-fortælleren er på vej på toilettet, da han pludselig ser en rotte derinde, og han får en åbenbaring, han erkender nogle sandheder han ikke før han set ”idet jeg møder dens blik, falder der skæl fra mine øjne, som skrevet står. Et lys synes at flamme op bag dem som stormtændstik, og jeg ser den totale rotte med al dens væsen: Den hæslige snude, ørets sorte tragt, den skaldede nakke og skabede ryg, halens nøgne orm der kryber ved forpoterne – alting står prentet med samme ulidelige klarhed for mit syn.”Han kalder på Martha, som er købmandens tjenestepige, hun skal slå rotten ihjel. Hun får rettet et par slag imod rotten, men ender med at løbe væk derfra, og overlade rotten til jeg-personen. Hvilket resulterer i, at jeg-personen slår rotten ihjel selv, og derigennem får en oplevelse han aldrig før har haft, han ikke alene oplever døden, han er også selv skyldig i et andet individs død.
Denne oplevelse begynder at hjemsøge ham om natten i hans drømme, han drømmer om hvordan den døde rotten kommer og ligger sig på hans bryst ”… idet den lægger sig tungt og endegyldigt på mit bryst.”
Oplevelsen påvirker hans tanker, og drømme så voldsomt, at han end ikke tør fortælle om rotten til andre, ”Nej, jeg tør ikke fortælle om rotten.”
Novellen slutter med, at drengens fantasier om rotten er nået så vidt, at han nu også føler, at Martha ser anderledes på ham. ”Men hun ser jo på mig, som om jeg er rotten!”
Hvilket måske i højere grad skyldes hans egen ændrede selvopfattelse, end den egentlige sandhed.
Han begynder i det hele taget at se anderledes på mange ting, heriblandt også Martha. Han beskriver Martha, som om hun nu efter hændelsen ligner en rotte, han siger bl.a. om Martha mund: Den ligner en rottemund.
Hændelsen med rotten, og konfrontationen med døden er for jeg – personen, blevet til en skræmmende oplevelse, der har påvirket ham dybt.
Før han slog rotten ihjel kendte han ikke til døden, han var meget ubekymret, men da han så møder rotten falder der pludselig et skæl fra hans øjne, og han ser rotten i hele dens væsen. Han selv oplever ikke hans sinds udvidelse som værende noget positivt; ”Vorherre vidste nok, hvad han gjorde for vores sjælefreds skyld, da han til dagligbrug skænkede os et sløret syn, der kun opfatter tingene stykkevis og delt, ikke i deres forfærdende totalitet.”, men derimod som noget meget negativt. Han siger netop i ovenstående citat, at Gud har haft en dybere mening med kun at give mennesket et sløret syn, at han ikke kun har gjort det for sjovs skyld, men for den indre freds skyld.
Jeg – personen er mørkeræd, hvilket man allerede ser i starten af novellen: Yderdøren bag mig blæser i, og hurtigt for ikke at opfatte mørket, støder jeg den op med albuen. Han gør hvad han kan for at undgå mørket. Men det er først sidst i historie, at mørket virkelig kommer til at have indflydelse på hans liv og selve historien. ”Så snart døren bliver lukket ind til stuens lys, ved jeg, at den er på vej. Jeg ligger med åbne øjne og ser ud i soveværelsets mørke. Ikke sove. Så længe du er vågen, kommer den ikke. Ikke sove. Mine øjenlåg bliver så tunge, mørket snæver sig ind omkring mig. Ikke sove. Ikke…” Som citat her viser, bliver mørket beskrevet yderst negativt, det ”snæver sig ind omkring” ham, det får næsten sådan en kvælende funktion, og det er først når stuens lys forsvinder, og han ligger alene i soveværelsets mørke, at rotten kommer og ”hjemsøger” ham.
”Det kan ske, at døren går op, lyset strømmer fra stuen ind i mit mørke."
Modsætningsforholdet imellem godt og ondt, mellem lys og mørke bliver tydelig gjort. Det er lyset der strømmer ind i hans mørke, men det formår ikke at overvinde den frygt han føler for rotten, og han tør stadigvæk ikke fortælle nogen om den. Han bliver overladt til hans mørke, hans indre ”dæmoner”, altså rotten.
Novellen indeholder en del ikke direkte tanker, som fx ”Mørke. Ligge med åbne øjne. Ikke sove. Pusler det nede ved sengens fodende? Skal jeg kalde?" Vi får for det mest kun jeg – fortællerens tanker at vide, og ser også handlings forløbet gennem hans øjne, og hans tanker.
Men ind imellem kommer forfatteren ind med nogle samfundskritiske kommentarer, som fx ”Den tanke falder dem aldrig ind, at hun bliver sporet frem, i kantede, rykvise bevægelser, af et ubevidst had: et forgræmmet tyendes had til tingenes tyranniske krav på alle hendes dage”. Det er især ”tyranniske” som er en forfatterkommentar, og fortæller os om hans kritiske syn på samfundsopdelingen med, at tyende kan være bundet til deres arbejdsgivere alle deres levende dage.
Martha er sådan et tyende som har været på arbejde nærmest fra hun var ung pige og så til nu, jeg – personen siger om hende: Købmandens halvgamle tjenestepige med de blege, ligesom nedslidte ansigtstræk og røde skurekonehænder, står ude i gården og skrubber trappestenen. Når hun bruger gulvskrubben, flagrer hendes grålige, senede arme som den knækkede vinge på et fanget insekt.
Hun bliver sammenlignet med et insekt, hendes grålige, senede arme ligner den knækkede vinge på et fanget insekt. Et insekt er et meget lavere stående dyr, og viser hendes position i samfundet, hun er noget lavere end de andre. Sammenligningen med den knækkede vinge, hentyder til den frihed hun ikke har.
Det er som om sandheden først går op for Martha, da hun slår på rotten. Hun indser, at hun ikke er meget bedre end dem hun er i hus ved, og derfor brister noget i hende. ”Hun er blevet åndsfraværende, tilbøjelig til at falde i staver midt i arbejde. Noget brast i hende den dag og bliver ikke helet igen.”Hun ser et andet individ blive behandlet, som et lavere stående dyr, præcist som hun selv har følt det, måske i mange år, og det er hende selv som gør det. Hvilket hun minder hende om hendes egen håbløse situation.

Jeg vil perspektivere teksten til syndefaldsmyten, som netop omhandler hvordan Adam og Eva bliver bekendt med ondskaben og sin manglende påklædning:
v8 Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. v9 Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« v10 og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.«
Måske mest sigende af alt, sagde Gud ifølge myten også ”Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt”. Det er netop det jeg- personen nu kan. Han sind er blevet åbnet og han ved nu hvordan død ser ud, præcis som Adam og Eva nu kan kende godt og ondt.