Nej det var faktisk ikke alt

Jeg sad og læste min blog, og kom i tanke om noget mere jeg vil sige. Jeg vil ikke gøre personen noget, og jeg vil ikke tale ondt om ham. Men tilgengæld vil jeg heller ikke høre om ham. Jeg kan ikke høre om alle de gode ting min veninde synes han gør, ikke uden at åbne munden. Jeg er ked af det. Men sådan er det ligenu. Det håber jeg også hun kan forstå. Det piner mig, at hun snakker om ham som hun gør. Hun elsker ham, det ved jeg. Ellers ville hun ikke blive hos ham. Det ved jeg. Men ja. Jeg vil prøve at undgå, at tale ondt om ham. Hvis jeg ikke får smidt hans navn i hovedet. Så ved jeg også at jeg kan. Ellers er jeg sku ærlig talt i tvivl. Den mand fortjener intet mere.
- Jeg er også bare så skuffet. Jeg ved det ikke er mig han har været ond i mod. Men det er ligesom om han også har såret mit hjerte. Det er underligt. Jeg er virkelig ked af, at han har skuffet sådan. jeg var jo lige begyndt at tro på ham. Og dem sammen.
Samtidig tror jeg heller ikke det betyder noget for ham. Hvorfor skulle det også det? Jeg er jo bare hendes ven. Hendes bedste veninde nok. Men alligevel. hvorfor skulle det dog det. Jeg bliver jo også glad igen.